Roskilde Festival Gruppen

Vi fremmer forandring gennem fællesskaber, kunst og kreativitet året rundt.

SCROLL NED

Miljømæssig Bæredygtighed

Miljømæssig bæredygtighed handler for os om at tage bedre vare på miljøet og mindske vores negative aftryk gennem en grøn omstilling, der respekterer de planetære grænser.

Vores ambition er at fremme en bæredygtig fremtid, både lokalt og globalt.

Selvom begivenheden Roskilde Festival udgør en betydelig del af den samlede virksomheds miljøregnskab, arbejder vi gradvist på at udvikle et mere dækkende billede af hele organisationens miljøpåvirkning.

Vi fokuserer ikke blot på de direkte effekter af vores aktiviteter, men også på hvordan vi bidrager positivt til miljøet og samfundet som helhed.

For at indfri vores ambition har vi sat disse fire miljømål:

  1. CO2-neutralitet
    Opnåelse af CO2-neutralitet inden for scope 1 og 2 senest i 2025.

  2. Optimeret ressourceudnyttelse
    Målrettet reduktion af miljøbelastning gennem forbedret og mere effektiv anvendelse af ressourcer gennem f.eks. principper fra cirkulære økonomi.

  3. Beskyttelse af natur og biodiversitet
    Aktive tiltag for at skåne naturen og fremme biodiversitet i alle vores aktiviteter.

  4. Fremme af grønne samarbejder
    Engagement og udvikling af partnerskaber fokuseret på grøn omstilling og bæredygtige initiativer.

Nedenfor kan du læse om vores resultater inden for de fire mål.

Film: Grøn omstilling i praksis

Filmen udforsker hvordan Roskilde Festival konkret arbejder med grøn omstilling gennem økologi, partnerskaber og innovation i energiforbrug og cirkularitet.

SH Luftfoto

CO2-neutralitet

Udvalgte resultater i forhold til opnåelse af CO2-neutralitet inden for scope 1 og 2 senest i 2025:

  • 2022: 2022 udarbejdede vi for første gang et CO2e-regnskab, der måler Roskilde Festivals CO2e-udledninger. Regnskabet omfattede i 2022 en samlet udledning på 3.900 tons CO2e fordelt på kategorierne energi, affald, rejse og transport, vand, mad og drikke samt overnatning.

  • 2023: I CO2e-regnskabet for 2023 er udledningen målt til 7.271 tons CO2e. Stigningen skyldes forbedringer i det anvendte beregningsværktøj, som nu inkluderer flere områder, herunder visse typer af indkøb, hvilket giver et mere nøjagtigt billede af festivalens samlede klimaaftryk.

  • 2024: For 2024 er målet at udvide dette regnskab til at omfatte hele Roskilde Festival Gruppen. Dette vil styrke vores indsats for CO2-neutralitet ved at give et fuldt overblik over alle emissionskilder. Dertil kommer målrettede aktiviteter inden for reduktion af fossile brændsler og styrkelse af affaldsreducerende tiltag.
Preston Drake Hillyard

Optimeret ressourceudnyttelse

Udvalgte resultater inden for reduktion af miljøbelastning gennem forbedret og mere effektiv anvendelse af ressourcer:

  • Indkøb: I 2022 var 7% af vores indkøb certificeret med miljømærker som Svanen, EU-Blomsten eller GOTS.

    I januar 2024 udarbejdede vi en ny indkøbspolitik, som skærper kravene til de miljømæssige aspekter af vores indkøb og leverandøraftaler. Det er nu obligatorisk at indkøbe miljømærkede produkter inden for udvalgte produktgrupper.

    For 2024 er målet, at 25% af vores indkøb i disse produktgrupper skal være miljømærket. Find link til indkøbspolitikken nedenfor

  • Vandforbrug: I 2022 registrerede Roskilde Festival et vandforbrug på 9.439 m³ og en spildevandsudledning på 12.704 m³.

    Dette forbrug steg i 2023 til 15.350 m³ vand og 22.124 m³ spildevand. Vandforbruget på festivalen påvirkes signifikant af faktorer som antallet af deltagere og vejrmæssige forhold.

    I 2024 er målet at fortsætte med nøje at overvåge både forbrug og spildevandsmængder. Derudover planlægger vi mod 2025 at implementere forbrugsreducerende initiativer.
  • Affald: I 2022 nåede den samlede mængde affald på Roskilde Festival op på 1.500 tons, og genanvendelsesprocenten var 25%. Vi er stadig i gang med at validere og analysere affaldsdata for 2023, men de indledende tal tyder på en stigning i de samlede affaldsmængder.

    For 2024 har vi sat os som mål at opnå en samlet reduktion af affald på 30% i forhold til 2019 og at øge genanvendelsesprocenten til 55%. 

    Læs planen for en cirkulær festival nederst på siden.
Alex Luka Ladime

Beskyttelse af natur og biodiversitet

·   Udvalgte resultater inden for mål om at skåne naturen og fremme biodiversitet i alle vores aktiviteter:

  • Økologi: I 2022 opnåede Roskilde Festivals madboder en økologiprocent på 94,5 procent, mens økologiprocenten i frivilligbespisningen var 86,9 procent. I 2023 så vi en marginal stigning i bodernes økologiprocent til 94,8 procent.

  • Biodiversitet: I 2023 foretog vi en udvidet indkøbsanalyse af madens påvirkning på miljø og biodiversitet. Dette er et område, hvor vi ønsker at udvide vores viden med data og analyse, da fødevaresektoren kræver flere målepunkter end CO2e og økologiprocent.

    Vi har blandt andet undersøgt råvarernes oprindelsesland, proteinfordeling og landbrugsaftryk. Find indkøbsanalysen nedenfor.
Jacob Fredegaard Hansen

Fremme af grønne samarbejder

Udvalgte resultater i forhold til partnerskaber med fokus på grøn omstilling og bæredygtige initiativer:

  • Fokuserede partnerskaber: Den grønne omstilling kræver stærke partnerskaber – både kommercielle og filantropiske som f.eks. NGO’er, uddannelsesinstitutioner, leverandører og fond, der kan bidrage med nye grønne løsninger og fælles engagement i vigtige dagsordener.

    Vi gennemgår årligt vores samarbejder og partnerskaber med henblik på at afklare, hvor mange der primært er fokuseret på miljø og grøn omstilling.

    I 2023 var 6 procent af vores samarbejder og partnerskaber centreret om miljøet. For 2024 er det vores mål, at mindst 12 procent af vores samarbejder og partnerskaber har grøn omstilling og miljø som primært fokus.

Metode: Program for Grøn Omstilling

Vores indsatser for miljømøæsig bæredygtighed er organiseret gennem Programmet for Grøn Omstilling.

Et program i Roskilde Festival Gruppen udvikler og fastholder fokus på et strategisk vigtigt område og følger målsætningerne på vej.

Programmet for Grøn Omstilling sikrer sammenhæng og fokus på vores miljømål på tværs af alle forretningsområder og begivenheder. Det sket ud fra en ambition om, at vores handlinger og udvikling skaber og inspirerer til grøn omstilling.

Året rundt arbejder programmet tæt sammen med frivillige, ansatte og eksterne eksperter for at implementere grønne forandringer. Gennem samarbejdet udvikler og opretholder vi en praksis, der ikke blot efterlever vores miljømål, men også inspirerer og motiverer til yderligere bæredygtige tiltag.

Vi følger udviklingen ved at indsamle data, som er koblet til forskellige indikatorer inden for miljø og klima.