Roskilde Festival Gruppen

Vi fremmer forandring gennem fællesskaber, kunst og kreativitet året rundt.

SCROLL NED

Vores historie

Roskilde Festival Gruppens virke har sit historiske udgangspunkt i mødet mellem lokalt frivilligt engagement, velgørenhed for børn og unge og en musikfestival i Roskilde.

Vores (for-)historie starter i 1930’erne med to foreninger kaldet Roskilde Byfestkomite og Roskilderingen.

Begge frivilligdrevne foreninger støttede velgørende arbejde for børn og unge, og midlerne kom fra byfester, tombolaer, kaffeborde og lotterier.

I 1965 slog de to foreninger sig sammen i Foreningen Roskildefonden. I 1972 – året efter den første festival i Roskilde – bad byrådet Foreningen Roskildefonden om at overtage musikfestivalen.

Hurtigt blev festivalen til foreningens hovedaktivitet, og i 2004 skiftede den navn til det nuværende Foreningen Roskilde Festival.

En fremtidssikring
Navnet Roskilde Festival Gruppen opstod som en fællesbetegnelse for de juriske enheder, der blev oprettet i miljøet omkring indsamlingsbegivenheden Roskilde Festival efter årtusindskiftet.

Hensigten var at nyttiggøre festivalens know-how og medarbejdere året rundt ved andre aktiviteter end festivalen.

Men Roskilde Festival Gruppens enheder er også skabt for at fremtidssikre festivalen økonomisk og tilpasse Roskilde Festival til de mange krav, som skatte- og momslovgivningen stiller til et skatte- og momsfritaget arrangement.

Skulle Roskilde Festival et år komme i økonomiske vanskeligheder, kan Fonden Roskilde Festival hjælpe festivalen ved at yde finansiel støtte til Foreningen Roskilde Festival.

Alt hvad vi foretager os – og samtlige juridiske enheder – i Roskilde Festival Gruppen har et og samme formål: at støtte almennyttige, humanitære og velgørende formål.

Det betyder, at vi udlodder alle indtjente midler via Foreningen Roskilde Festival eller Fonden Roskilde Festival.

Donationer

Vi udlodder alt økonomisk overskud fra vores aktiviteter året rundt til initiativer, der bakker op om børn og unges trivsel og engagement. Siden 1972 har vi genereret 429 millioner kroner til velgørende formål.

Læs hvordan vi udlodder overskuddet.